Diagnoser for glutenallergi (Cøliaki)

Blodprøve

Personer med glutenallergi, som spiser gluten, har forhøjet indhold af bestemte antistoffer. Antistofferne (anti-transglutaminase, anti-endomysium og anti-gliadin) kan måles i en blodprøve.

Antistofferne afspejler i grove træk hvor meget gluten, der er i kosten. Det er derfor vigtigt at spise rigeligt med gluten, før man skal have taget blodprøverne. Så er der større chance for, at blodprøverne viser rigtigt. Måling af antistoffer kan ikke bruges som et sikkert bevis for sygdommen, når diagnosen skal stilles, men resultatet er vejledende for, om der skal tages en vævsprøve fra tyndtarmen. Mængden af antistoffer falder langsomt til normale værdier, når kosten ikke længere indeholder gluten.

  • Anti-gliadin IgA
  • Anti-gliadin IgG
  • Anti-transglutaminase IgA
  • Anti-transglutaminase IgG

Gentest: genetik predisposition for Cøliaki (HLA DQ8, HLA DQ2)

Vævsprøve

Den endelige diagnose stilles ved, at man undersøger en vævsprøve (en biopsi) fra slimhinden i tyndtarmen. Vævsprøven tages som regel med en mavekikkert (et gastroskop).

I perioder, hvor en person med cøliaki spiser gluten, er slimhinden flad og uden frynser. På en glutenfri diæt bliver tarmens overflade igen som før, sygdommen brød ud, men der går måneder, før alt er normalt. Det tager længere tid hos voksne end hos børn.

Hos små børn kan andre sygdomme føre til en flad slimhinde i tarmen. Derfor er det oftest nødvendigt at tage vævsprøver fra tyndtarmen flere gange hos børn, før den endelige diagnose kan stilles. Der tages prøver, når barnet spiser en normal kost, og når det er på diæt. I enkelte tilfælde tages der endnu en vævsprøve, når barnet igen spiser normalt. Denne fremgangsmåde med tre vævsprøver anvendes især på børn, der er blevet syge, før de er fyldt to år.